Bog

Jeg har en selvbiografi på trapperne. Læs et kort uddrag af bogen her. God læselyst! 🙂

Uddrag

2004 (årstal)
”Jeg kan ikke have den dværghamster alligevel, Thomas. Den må ud nu.” Min mor slår ud med armene og
går ind i stuen. Jeg følger efter. ”Du lovede det, mor! Du sagde selv, at den gerne måtte være hos dig.” Min
mor gentager, at dværghamsteren skal væk. Hun kan ikke passe den. Men hvad er der at passe, tænker jeg.
Den skal jo bare have lidt mad og rent vand. Jeg kommer endda tit forbi og passer den selv.
Jeg græder og forstår ingenting. Det er mit første kæledyr. Mit helt eget. Og nu må jeg ikke længere have
det. ”Spørg din far,” råber min mor nu. Men vi må ikke have kæledyr i min fars lejlighed. Det er forbudt. Det
er derfor, hamsteren er her hos min mor.
Hun er for længst flyttet fra Olav. Nu bor hun i en lejlighed for sig selv, og hun har fået en ny kæreste. Jeg
er ligeglad med hendes kærester. Jeg når alligevel aldrig at lære dem særligt godt at kende, før hun flytter fra dem og finder en ny. Men jeg er ikke ligeglad med, at hun altid anskaffer sig kæledyr, og så skiller sig af
med dem igen. Både hunde, katte og marsvin har hun haft. Ih, de er så søde, lige når hun får dem. Men så
kan hun aldrig passe dem alligevel. Jeg bliver ked af det hver gang. Men aldrig så ked af det som nu. Jeg
elsker min dværghamster, og hun har lovet mig, at den må være hos hende.
Jeg ringer alligevel til min far. Han tænker lidt over det og siger så: ”Vi finder ud af det, Thomas, du skal
ikke være ked af det”. Samme dag smugler vi dværghamsteren ind i lejligheden. Der er ingen, der ser det.
”Så, er du glad nu?” spørger min far, og jeg nikker.
Den aften ligger jeg længe på min seng med det lille bløde dyr ved min hals. Det skal blive her hos mig
altid.
Det gode ved dyr er, at de altid er de samme. De bliver glade for at se dig, hver eneste gang du kommer, og
de drikker sig aldrig fulde. Det gør min far. Mere og mere. Jeg tror, det er, fordi han savner Ragnhild.
Det er som regel kun i weekenden, han går på værtshus, for til hverdag skal han jo op på arbejde, og han
skal passe mig. Det sidste glemmer han tit, når det er weekend. Han bliver siddende på værtshuset, selvom
klokken er mange, og jeg vil gerne hjem og sove. ”Lige om lidt,” siger han, men han kommer heller ikke lige
om lidt, og han bliver bare mere og mere fuld. Mange gange tager jeg hen til en ven eller ringer efter
farmor og farfar. Så kommer de og henter mig.
En dag kommer jeg hjem efter at have leget med en kammerat. Døren er låst. Jeg banker på igen og igen.
Min far åbner ikke. Jeg ved, at han ligger derinde og sover. Han er fuld. Han har glemt mig. Jeg banker
hårdere. Råber ind ad brevsprækken: ”Luk mig ind, far”. Det er her, jeg bor, men han lukker mig ikke ind.
Jeg kan mærke, at mit hjerte hamrer, og jeg har lyst til at skrige. Men det hjælper ingenting. Til sidst går jeg
hjem til mor.
Andre dage står døren åben, og jeg kan gå lige ind til min far, der ligger i sin seng. Hans værelse stinker af
tis og sprut, og somme tider er hans lagen helt vådt og gult. Hvordan kan han holde den grimme lugt ud?
Og hvordan kan han komme til at tisse i sengen? Han er jo voksen. Det er kun børn, der kommer til at tisse i
sengen, er det ikke? Jeg forstår det ikke.
En gang imellem er jeg bange for, at min far bliver ligesom Ingvard. Vi har lige besøgt ham. Da vi kom ind i
hans stue, var der flasker overalt, og han lå på sofaen med åben mund. Min far ruskede i ham, men han
kunne ikke vågne. Det var uhyggeligt, og jeg ville bare gerne ud derfra.
Men nej, sådan ender min far alligevel ikke. Det er jo kun i weekenden, han drikker rigtig meget. Og han
er stærk, min far. Han kommer altid op fra sin seng igen.
I min klasse er der flere, der slet ikke bor hos deres mor eller far. De bor i en plejefamilie. Jeg er så glad
for, det ikke er mig. Jeg skal altid bo hos min far.

Mit dværghamster Olivia og jeg. År 2018.
Olivia helt tæt på.